Gå til indhold

Borgere skal kunne få gratis psykologisk hjælp

Folk, der har psykiske problemer, bør kunne få hjælp fra samfundet langt tidligere end i dag. ”Det vil spare borgere for store lidelser og bidrage til en bedre økonomi for samfundet”, siger næstformand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

Efter engelsk forbillede foreslår Danske Regioner nu mulighed for gratis samtaleterapi og psykologisk hjælp til borgere med fx angst, depression, posttraumatisk stress og tvangstanker.

- I dag er der desværre alt for mange, der ikke i tide får den hjælp, de har brug for. Erfaringerne fra England er, at både borgere og samfund har gavn af, at sætte ind med tidlig støtte, der er gratis for den enkelte borger. Derfor håber vi på Folketingets støtte, så vi de næste år kan indfase en lignende model, siger Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner.

Opgørelser fra England viser, at behandlingerne koster ekstra i form af udgifter til terapeuter, men at gratis hjælp til den enkelte borger vil være rentabel for den samlede samfundsøkonomi. Borgere vil blive hjulpet i tide, og i højere grad blive på arbejdsmarkedet og ikke i så høj grad som i dag trække på psykiatri, kontanthjælp, sygedagpenge eller pension.

Hjælpen i dag er tilfældig og ulige

De ordninger, der findes i Danmark i dag, er for vilkårlige, og gælder ikke for alle de borgere, der har brug for hjælp, mener Stephanie Lose.

Hvis man lider af en depression eller har psykiske problemer som følge af vold, dyb sorg pga. dødsfald o.l, kan man i dag få en del af psykologregningen betalt af sin region. Borgerne skal selv betale 40 procent, mens regionerne betaler resten.

Hvis man lider af angst, er det kun de 18-39-årige, der får støtte, mens de ældre svigtes. På samme måde tilbyder nogle praktiserende læger samtaleterapi, mens andre ikke gør det. Og i visse kommuner er der fx tilbud om gruppeterapi til borgere med depression, mens andre kommuner ikke har nogle tilbud.

- Vi vil gerne skabe større lighed, for i dag er det tilfældigt, hvem der kan få hjælp. Alvorlige angstanfald kan jo ramme en 70-årig lige så hårdt som en 30-årig. Og hjælpen bør ikke afhænge af, om en borger bor i Skagen eller Sønderborg. Derfor vil vi samle tilbuddene og give fri og lige adgang. I fremtiden bør alle have adgang til hjælp - enten fra en psykolog eller fx en sygeplejerske eller pædagog med en terapeutisk efteruddannelse, afhængig af borgerens behov, siger Stephanie Lose.

Samfundsmæssig gevinst i England

Danske Regioners forslag er, at den nye ordning med gratis hjælp efter engelsk forbillede skal gælde alle over 16 år.

- Flere og flere har desværre ondt i livet, og det kan vi ikke stiltiende se på, uden at tilbyde bedre hjælp, siger Stephanie Lose. Antallet af borgere, der møder psykiatrien stiger, og henved 14.000 indlæggelser årligt blandt angst- og depressionsramte, vidner om alvoren.

- Forslaget vil virke forebyggende, og terapeuterne skal samarbejde med kommunernes jobcentre, så færre mister job og forlader en uddannelse, siger Stephanie Lose.

Erfaringerne fra England er, at hver gang der bruges én krone til gratis psykologisk hjælp, sparer samfundet to kroner, blandt andet som følge af færre udgifter til sygdom, førtidspension, sygedagpenge.

Læs mere:

Fakta om psykologisk hjælp

  • Flere lande – herunder Holland, Sverige og New Zealand har ladet sig inspirere til projekter på baggrund af den engelske ordning.

  • Halvdelen af de englændere, der har benyttet ordningen, bliver bagefter erklæret raske

  • 90 % er tilfredse med hjælpen

  • For hver krone eller pund, det engelske samfund har investeret i ordningen er der sparet to. Det sker i kraft af færre udgifter til bl.a. indlæggelser, kontanthjælp og førtidspension samt øgede skatteindtægter.

  • 623.000 danskere vurderes ifølge at have mentale problemer. Andelen er øget med 3,2 procent fra 2010-2017. (Den Nationale Sundhedsprofil, 2017)

  • 28.000 nye borgere får årligt problemer med angst og depression. 2.650 borgere, der har lidelserne tilkendes årligt førtidspension. (Statens Institut for Folkesundhed, 2015) Samfundets udgift er årligt 2,17 mia. kr til behandling og 11,7 mia. i tabt produktion.

  • De direkte og indirekte omkostninger ved alle former for psykiske lidelser udgør 55 mia. kr. årligt. (Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø)

  • I England er 45.000 færre er på kontanthjælp eller sygedagpenge efter at modellen er bredt ud. (Rapporten ”Effekten af den gratis psykologhjælp” fra Danske Regioner og Simon Tulloch)
kontakt

Hvis du vil vide mere

Relaterede nyheder

Læs mere